Verbale Pupiller v. 2.0.09

Verbale Pupiller v. 2.0.09

- Biennale for ny poesi & publikationsmesse for småforlag

Verbale Pupiller 2009 arrangeres af Litteraturen på Scenen & forlaget (asterisk).

Verbale Pupiller blev afholdt første gang i efteråret 2007. Anden omgang afholdes d. 22-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres således omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert mm. Endvidere udgives en 360 siders katalogbog.

Verbale Pupiller er en publikationsmesse, en poesifestival og en udstilling på en og samme tid. Således præsenteres det hele i et totalrum for kunst, litteratur, kritik og formidling, hvor samtalen omkring tingene har flere koordinater at pejle efter.

For yderligere information kontakt festivalinspektør Mathias Kokholm.: kokholmmathias@gmail.com / (+45) 22 95 54 25 eller arrangement og programansvarlig Mads Mygind.: madslmygind@gmail.com & Christoffer Ugilt Jensen.: christofferugilt@gmail.com.

NYE HYPOTESER: 030807-170807

Hypoteser for to stemmerPosted by Tomas Thøfner 28 Aug, 2007 11:06

030807

Jeg gik en lang tur nede ved vandet sammen med Schrödingers kat. Den var ikke let at få til at gå i snor. Det hjalp da jeg fodrede den med små fisk og ae'de den (ikke æ'de den, men den åd faktisk fiskene). Tak for flaskepost. Jeg ventede længe at der skulle komme et stykke papir glidende ind til mig under døren som fra en printer. Men det kom aldrig. Jeg er ellers stor tilhænger af den tanke, at alle huse er forbundne, således findes der sikkert findes en gang her i huset hvor man kan komme fra Pietrasanta til København eller Helsingfors eller Athen. Men i dette tilfælde holdt det ikke stik. Papiret som lå i flasken var tydeligvis din kinesiske oversættelse. Der stod:

Du er blevet dømt til døden, hængning ved daggry inden ugen er omme. Men dommeren vil ikke sige hvornår, og siger bare at det vil komme som en overraskelse for dig. Derfor udelukker du med det samme søndag (for hvis du lever lørdag med, er der jo kun søndag tilbage, og så kan det ikke være en overraskelse). På samme måde udelukker du lørdag, og dernæst fredag osv. helt op til i dag, hvorefter du smiler lettet. Derfor kommer det som en stor overraskelse for dig da bødlen tidlig torsdag morgen kommer og henter dig i din celle.

040807

Det er selvfølgelig mig som bødlen henter. Jeg prøver uden held at overbevise ham om at der må være sket en fejl et sted i bureaukratiet. Det er latterligt, siger jeg til ham, jeg skal under ingen omstændigheder henrettes. Bødlen smiler og spørger om jeg virkelig tror på det. Ikke nu, i hvert fald, siger jeg. Bødlen nikker, "okay, jeg hænger mig ikke i tidspunktet. Fik du den, - hænger?" Jeg mander mig op, "Du er latterlig, dine vittigheder er primitive og upassende, og stod der ikke i dommen at den skulle eksekveres inden ugens udgang?" Bødlen sætter sig, uden at spørge, på min stol, og slår ud med armene. "Hør her, gamle ven, der skal bare være styr på det". Han fisker en lommebog frem, og noterer noget i den. "Hvad var det?" spørger jeg. "Det var bare datoen. Det skal du ikke bekymre dig om, bare der er styr på det." Og med et "hej hej" er bødlen væk.

150807

Der er gået mere end en uge og jeg har overlevet dommen. Måske er det min svaghed for stringent logik der har reddet mit liv? Hvad var det bødlen skrev i sin lommebog? Han kan jo have ret: Der skal være styr på datoen. Datoen er et emblem på din morgen. For næste morgen er der en ny. Og næste. Regner vi med. Vi skriver på datolinjerne, imellem dem og over dem som en slags fortløbende palimpsest. Vi opretter nye dokumenter og computeren tager den tilgængelige dato for gode varer, men datoen er bare det vi påstår den er. Andre kulturer har andre datoer og årstal, og jeg kommer i tvivl om hvilken dag det er i dag. På den anden side så brænder tallene sig fast til vores liv som napalm eller fosfor helt af sig selv. Kalenderen kalder og vi triller datoens nuller ud over verden som æg fyldt med liv og død.

160807

For at komme i gang her til morgen slår jeg ordet "hypotese" op i fremmedordbogen. Jeg mindes at ordet har at gøre med "grundlag" på græsk, men sandsynligvis husker jeg forkert, i hvert fald har definitionen ændret sig siden sidst jeg var herinde, og jeg roder pludselig rundt mellem æsker og gamle computere i noget der mest af alt ligner en marskandiserbutik. Butikken er tilsyneladende ved at blive bygget om, halve skillevægge og gasbeton, papruller og malertape skal gøre det ud for etymologi og illustrationer af ord som "chimpanse" og "krinoline". Jeg må indrømme at jeg er noget lettet da jeg endelig står på gaden igen og forsøger at børste støvet af min jakke.

170807

Min fremmedordbog har ellers altid været en pålidelig rejsefælde. Det meste kan man undvære på en rejse, men fremmedordbogen! Faktisk vil jeg påstå at de fleste af mine digte skyldes den. Jeg skylder den alt for meget. Jeg burde skrive en bog der hed Fremmedordbogssonetterne, hvis det ikke allerede var gjort. Jeg har slidt adskillige udgaver op og lige nu fungerer mit aktuelle eksemplar som både pas og bankbog. Selvom det er årevis siden at jeg sidst har haft brug for en bankbog, så er det den, den lille mand med hornbrillerne vil se, da jeg forsøger at få nogle ord udbetalt i Hypotekbanken senere på dagen. Han helmer ikke før han sat et lille ubehageligt stempel på side 450 under opslaget "piktogram" i bogen, et bevis for at jeg har pantsat min sjæl på ubestemt tid. Min gæld er tilsyneladende vokset.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post21

Nye hypoteser 280707-020807

Hypoteser for to stemmerPosted by Tomas Thøfner 14 Aug, 2007 06:54

280707

A'et insisterer: Jeg kommer først på alle sprog. Du fik engang din computer til at skrive Altings A. Den kom til at skrive det - det faldt ud af sprogets system - men den mente det ikke. Mente ikke noget med det. Vi mener det! Et A er en temmelig alvorlig sag. Det er indgangsporten, døren alle skal igennem. Det er en trappestige som man ikke kan gå under uden at skulle dukke sig. Hvordan har du det i A?

290707

Udsigten fra toppen af A er fantastisk! Verden strækker sig, som om den har sovet, den er som vi kender den, og mere til. Hustage og trætoppe står imellem mure af abstrakte begreber, generelle og specifikke kategorier ses som kystlinjer og transparente bjerge i horisonten. De få skyer er ved at samle sig, måske bliver de til et "og" eller ligner det mere et "men"? Vi kan se helt til "levende"! Og se, dér er "bevidst"!

300707

A'ets øverste etage er som et gennemsigtigt telt. Lyset kommer fra alle teltets vægge, og der er ikke andet end hvad man selv tænker på. Jeg tænker på tankeeksperimenter. Gallileo forestillede sig en tung kugle forbundet med en snor til en let kugle. Skulle den lette kugle sinke den tunge? Det virker ikke rimeligt. Altså må de ramme jorden samtidigt, lette og tunge objekter, med eller uden snore imellem. Jeg kan huske at du engang bemærkede digteres fascination af tyngdekraften.

310707

Månen over A'et holder sig svævende fordi jordens tyngde trækker i den. Åh! Newton præciserer: Månen er i frit fald. Det er bare et cirkulært fald. Afstanden er bestemt af månens masse. Ord er lette objekter, mening er tung, og snoren der binder dem sammen er tynd. Jeg kan huske at du konstaterede at et ethvert udsagn er underlagt tyngdekraften. Udsagnene glider gennem betydningens etager, men kan stå af når de føler sig mest hjemme i konteksten. Hvis ikke, falder de til sidst til ro i seksualitetens og eksistentialernes knitrende støv.

010807

Schrödingers kat er lukket inde i en kasse sammen med noget radioaktivt materiale, en geigertæller og en mekanisme der dræber katten når et partikelhenfald bliver detekteret. Kvantemekanikken, den på mange måder mest nøjagtige og bekræftede naturvidenskabelige teori, siger at katten nu eksisterer i to mulige tilstande, at den på samme tid er død og levende. Når vi åbner kassen og ser efter, vil den være død eller levende, men så længe systemet er uforstyrret, vil den være begge dele. Nu må vi overlade det til fysikere og filosoffer at finde ud af hvordan vi redder katten fra så mærkelig en skæbne. I mellemtiden må vi huske at tænke på at give den mad og vand, og selvfølgelig at IKKE give den mad og vand.

020807

Tilbage på mit kontor opdagede jeg at nogen har stukket et stykke papir ind under døren. Det kan ikke være dig, du er ikke engang i landet, vel? Det er fyldt med kinesiske tegn. Du har været i Kina for nylig, er det alligevel fra dig? Jeg kan høre nogen pusle udenfor. Mellem håndbøgerne i reolen finder jeg min "Nøgle til manuel symboltransformation: kinesisk-dansk", den med det gule stjerneformede klistermærke hvor der står "virker 100% uden forståelse". Det er nemt nok, men en langsommelig og kedelig proces. Efter nogle timer er jeg overrasket over at være færdig. Jeg har været så optaget af at følge reglerne at jeg ikke har læst den danske tekst mens den blev produceret. Nu har jeg mærkeligt nok ikke lyst til at læse den. Det vedkommer måske slet ikke mig. Jeg mærker hjertet banke, da jeg skubber papiret tilbage ud under døren.

  • Comments(1)//blog.verbalepupiller.dk/#post7

Hypoteser for to stemmer

Hypoteser for to stemmerPosted by Mads Mygind 11 Aug, 2007 16:53
Blog Image
Bogen Hypoteser for to stemmer (Borgen 2002) er resultatet af et samarbejde mellem de to forfattere Morten Søndergaard og Tomas Thøfner og blev udarbejdet over en årrække, mens de via internettet skrev tekster – private, fiktive, teoretiske og poetiske – til hinanden, som de så skulle svare på, abstrakt eller konkret. De lange prosaiske digte eller den poetiske prosa bølger gennem bogen, hvor man som læser ikke er klar over hvem der har skrevet hvad.

Morten Søndergaards sansende, billeddannende lyriske tone er somme tider at spore, mens Tomas Thøfners tænkende, sprogbevidste stemme andre steder tager over. Måske kunne man sætte sig ned og læse sig frem til ophavsmanden bag hver tekst, men faktisk er det interessant og pirrende, at man konstant er i tvivl om, hvem der er afsender og hvem der er modtager.

Ideen om verden i sproget og sproget i verden udfolder de to digtere subtilt. Verden, fænomenerne og begreberne levendegøres i sproget – et sprog, som i Hypoteser for to stemmer er mangestemmigt, og dels henvender sig til en læser, dels til den ene af de to forfattere, og dels til verden. Netop til de fænomener, den beskriver. Der er en direkte kontakt, en sanselighed, med verden, den fysiske såvel som den metafysiske. Den metafysiske verden, alt det vi ikke kan se, men som sker og alt det vi ikke kan høre, men som lyder, fylder meget for Morten Søndergaard og Tomas Thøfner.

Bogen gennemsyres af en enorm vilje til at fremskrive nye betydninger. At tænke verden som et puslespil, der sagtens kan sættes sammen på nye måder, holdt sammen af sprog. Sproget som superlim kunne man sige og skrive.


Blog Image
På Tomas Thøfners hjemmeside kan man downloade en Hypotesegenerator, som genererer nye tekster ud fra bogens "originale" materiale.

* De to forfattere har i anledning af Verbale Pupiller taget projektet op igen og vil løbende skrive nye hypoteser her på (b-)siden.

** Morten Søndergaard og Tomas Thøfner læser op fra projektet Hypoteser for to stemmer i en noget utraditionel oplæsningsform, stående over for hinanden på scenen, live, som direkte afsendere af deres tekster.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post4

NYE HYPOTESER: 220707-270707

Hypoteser for to stemmerPosted by Tomas Thøfner 06 Aug, 2007 09:27

220707

Undskyld, jeg var vist væk et øjeblik. Helt væk. Der gik et år eller to eller flere. Men nu er jeg tilbage igen, mere mig selv end nogensinde, og det er hverken godt eller skidt, bare anderledes. Næh, så nemt er det nu heller ikke, tillad mig at korrigere: Jeg har været der hele tiden, bare under et andet navn, bogstaverne set nedefra ligner skyer der hele tiden oploeser sig og danner nye navne. Solen bryder igennem nu, men jeg tror det er regn der falder paa mit ansigt. Hvis jeg altsaa kan kalde det mit. Hvis det altsaa er regn. På den anden side er det ogsaa lige meget, foelelsen er reel. Jeg har sjaeldent følt mig saa virkelig.


230707

Vælg højre eller venstre hånd. Løft den op foran ansigtet, så håndfladen er omtrent en halv meter foran dine øjne. Find et punkt i håndfladen og fokusér på det. Træk vejret dybere efterhånden som du mærker trætheden indfinde sig i øjne og arm. Til sidst vil der være så langt mellem dine vejrtrækninger at trætheden forsvinder og en dyb ro indfinder sig. Du vil se dit ansigt indefra og begynde at bevæge dig baglaens mod en stor abstrakt arkitektur. Du skal ikke aabne den foerste og bedste doer, men lade doerene passere gennem sig selv, lade korridorerne foelge deres ruter, lade vaeggene staa, lade bygningen omslutte dig, maerke kroppen blive tungere. Før nu langsomt din hånd ind mod ansigtet, det tager omtrent et halvt minut før den er fremme, og nu er den snart fremme, men den fortsætter indad, fortsætter indad uden at støde på noget.


240707

Det er regntid på Nørrebro. Linje F til Hellerup skærer sig igennem tyve meter foran mit kontor. Lynglimt spejles i vinduer, og tordenbrag runger lidt senere imellem karreerne. Jeg ruller persiennerne helt op for at nyde vejret, uvejret. Det er sommer i Rom, busserne arbejder sig tungt gennem trafikken, der er trafikkaos selvom det er midnat. Bygningen overfor er et massiv af skodder og sodet marmor, hvad foregaar der derinde? Jeg kan ikke sove og slaar vinduet op, slukker for airconditionen, ser maanen staa op over huset overfor. Bygningen ligner et ansigt med rudeoejne og doermundinger. Folk lever om natten paa grund af varmen, de droemmer om en pludselig og kold nordisk regn.


250707

Jeg har sjældent været så bogstavelig: Linje A til Centrum krydser linje C. Lad os skrive mellem linjerne. Eller lad os skrive hypoteser som bestemmes af stoppestedernes beliggenhed. Byen er et alfabet. Men de bogstaver som jeg er foedt med staar ikke paa internetcafeens tastatur her i Rom. Så jeg maa danne dem af andre tegn. Nu kan jeg huske at du fortalte, at Æ også udgoer grundplanen over det astronomiske institut i Murmansk, at Ø er Saturn set fra siden og Å er maanen ovenover huset set fra den anden side af gaden.


260707

Mit tastatur skriver uvilkårligt: Velkommen hjem. Selvom jeg ikke rigtig er hjemme. I hvert fald er jeg glad for at komme tilbage til Æ og Ø og Å. Danskerne er alene i verden med æ og ø og å. Store bogstaver er bare små der har spist for meget sprog. Nu står de fede og dovne foran sætningerne og råber: Kom nærmere, denne vej! De store overlader alt arbejdet til de små. I grunden er det mærkeligt at to bogstaver kan danne et.

2790707

Ligesom mennesker kan små bogstaver beholde deres udseende som voksne. Lille p ligner stadigvæk sig selv og store W er bare en højere udgave af sit gamle jeg. Men G er ikke længere g og q har intet tilfælles med Q. Vokalerne forandre sig mindst, konsonanterne er mere radikale. Mn mske skll v prv t skrv dlkknd md knsntr lgsm p rbsk? Hvrdn mn dt s vll st tl md frstlsn? Med vokalerne går det lettere. En sønderjyde kan faktisk sige: 'a æ u å æ ø i æ å, a æ' som betyder 'jeg er ude på øen i åen, er jeg'. Jeg får lyst til at flytte ind i den øverste etage af et A. Måske bor jeg der allerede?

  • Comments(1)//blog.verbalepupiller.dk/#post3