Verbale Pupiller v. 2.0.09

Verbale Pupiller v. 2.0.09

- Biennale for ny poesi & publikationsmesse for småforlag

Verbale Pupiller 2009 arrangeres af Litteraturen på Scenen & forlaget (asterisk).

Verbale Pupiller blev afholdt første gang i efteråret 2007. Anden omgang afholdes d. 22-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres således omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert mm. Endvidere udgives en 360 siders katalogbog.

Verbale Pupiller er en publikationsmesse, en poesifestival og en udstilling på en og samme tid. Således præsenteres det hele i et totalrum for kunst, litteratur, kritik og formidling, hvor samtalen omkring tingene har flere koordinater at pejle efter.

For yderligere information kontakt festivalinspektør Mathias Kokholm.: kokholmmathias@gmail.com / (+45) 22 95 54 25 eller arrangement og programansvarlig Mads Mygind.: madslmygind@gmail.com & Christoffer Ugilt Jensen.: christofferugilt@gmail.com.

Jacques Roubaud

præsentation af forfatterePosted by Mathias Kokholm 09 Sep, 2007 22:21
Blog ImageJacques Roubaud (f. 1932) har siden midten af tresserne været medlem af OULIPO-gruppen (Ouvroir de littérature potentielle (værksted for potentiel litteratur)), der arbejder med matematiske modeller som basis for litterære tekster. Af andre medlemmer kan bl.a. nævnes Italo Calvino og Raymond Queneau. Roubaud har udgivet lyrik, romaner og essays. Blandt hans mest kendte bøger finder man La vieillesse d’Alexandre om aleksandriner-verset, meta-romanen La Belle Hortense og digtsamlingen , skrevet over go-spillets struktur. På dansk foreligger Noget sort og Londons store brand, der begge er udgivet af Forlaget Basilisk. Se: http://www.oulipo.net/oulipiens/JR
Blog ImagePå dansk foreligger som sagt digtsamlingen Noget sort (originaltitel Quelque chose noir (1986)), der er oversat af digteren Martin Larsen, som også læser op på Verbale Pupiller af egne ting men altså ogsa Roubauds tekster på dansk. Bogen er udgivet i Basilisks Babelserie. I Noget sort mediterer digteren over tabet af sin elskede - skrevet i forbindelse med sin kones død i 1983 - og selve det at finde frem til en erkendelse eller vejen der til gennem skrift. Det er virkelig sort, knugende, klaustrofobisk og sorgfuldt men i samme åndedræt bidende smukt og lystigt legende med ord og opsætning. Roubaud balancerer med det dystre og mørke på en genuin måde, hvor de omkring 140 siders lyrik aldrig går hen og bliver en tårevædende læsning, men i lige så høj grad en livsbekræftende læsning med døden som en ufattelig og uendelig størrelse.

Forfatteren er stadig kendetegnet ved, i OULIPO-gruppens ånd, at bruge matematiske og kombinatoriske regelsæt i det litterære arbejde og vil inden Verbale Pupiller skydes i gang bl.a. forelæse om dette på Århus Universitet.

I Fransksproget del
9.00-10.00 Forfatteren læser og kommenterer egne værker.
Sted: Nobelparken, Jens Chr. Skousvej 7, bygn. 1455 lokale 129

II Engelsksproget del
12.00 - 13.30 Forfatteren forelæser over emnet
OuLiPo. Literary formalism and mathematics
Sted: Nobelsalen, Nobelparken, Jens Chr. Skousvej 7, bygn. 1453 lokale 122

Forelæsningerne er arrangeret af lektor/ph.d. ved Fransk Institut Steen Bille Jørgensen og Mathias Kokholm i samarbejde med SLK og Nordisk Institut.

Se desuden OULIPOS hjemmeside og læs mere om Jacques Roubaud.

Der vil komme mere tekst om Jacques Roubaud og OULIPO her på siden og nye oversætelser til dansk ved Steen Bille Jørgensen.

* Jacques Roubaud læser op på Verbale Pupiller og læses op på dansk af Martin Larsen lørdag d. 15. september.


  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post32

Louise Rosengreen

præsentation af forfatterePosted by Mads Mygind 09 Sep, 2007 21:36
Blog Image
Udenom den danske forfatterskole udkommer pludselig i 2007 en vilter, ungdommelig og rastløs digtsamling ved navn Lydstykker (Borgens Forlag). Ganske vist havde hun tidligere vist prøver på sin lyriske kunnen i tidsskriftet Hvedekorn, men det var dog et nyt ansigt, der dukkede op på den danske digtscene, da hendes cd-formede digtsamling blev udgivet og modtaget i positive vendinger. For tiden går Louise Rosengreen på forfatterskolen i Lund.
Blog ImageLydstykker bærer præg af en dejligt umiddelbar tilgang til sproget. Let og legende kaster digterjeg´et sig gennem Københavns gader og beskriver i et hverdagsligt og poetisk sprog, hvordan en mormors sygdom og et drengevenskab blandt meget andet – opleves for en ung kvinde, som man som læser gerne vil gøre til forfatteren. Det virker i al fald nemt at forestille sig, at Louise Rosengreen netop er digterjeg´et.

Men egentlig er det ligegyldigt, for det er bogens drev, den evigt bevægende, igennemgadernecyklende energi og søgen, der gør den så fantastisk opløftende at læse. Man er vidne til et sprogligt overskud, der alligevel beherskes i en småsnakkende, berettende tone, der kunne minde om optegnelsesgenren, og (måske i knap så høj grad) dagbogsstilen.

Der citeres og henvises bogen igennem til forskellige musikgrupper, og netop den oplevelse af at sætte en plade på og så lade sig forføre af musikken og historierne, den får man nemt, når man læser Rosengreens tekster. Den bevidste omgang med ordene, det til tider ulogiske eller humoristiske i ordspog får plads, og de små tankespind omkring de underliggende småbetydninger eller rim, der konstant summer under vores hverdagslige sprogbrug, lader Rosengreen gerne indgå i sine tekster.

Det ville være nemt at kalde tonen i Lydstykker for naiv eller forelsket, og det er også meget muligt, men de ord er vel lige så positive som det modsatte. Det er en debutant, der debuterer, og hun er ung, og hun er glad og rastløs og forelsket og forvirret (digterjeg´et altså), et vilkår, og det findes altså også derude i samfundet. Derfor er bogen også troværdig og forsøger ingenlunde at indskrive, hverken sprogligt eller betydningsmæssigt, en modenhed eller en sproglig ophøjethed, som værket ikke kan bære. Læser man Lydstykker umiddelbart, er det en glimrende bog om ting, som sker for de fleste, i et letlæseligt og elegant sprog. Læser man nærmere, er den konstante bevægelse, der gennemsyrer bogen, og det let flygtige sprog, en tanke mere værd, for der er virkelig tænkt i komposition, i opbygning og i fortælling. Og så gør det virkelig ikke noget, at den er så nem at holde af i sin banale og herlige ladossedetheleogbeskrivedetagtigetone. Så lad os det.

* Louise Rosengreen læser op til Verbale Pupiller for forlaget Diafrag, hvor hun udgiver det lille hæfte Money Money Money (2007).

** Rosengreen lyrik er desuden at finde på lygtepæle rundt om i Århus' gader, i det hun har bidraget til klistermærkeantologien, der udgives i forbindelse med Verbale Pupiller.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post31

Gitte Broeng

præsentation af forfatterePosted by Mathias Kokholm 02 Sep, 2007 00:03
Blog Image
Gitte Broeng (f. 1973) debuterede i Hvedekorn 4/2003 med fire interiør-digte. Hun har også bidraget til særnummeret Eposien Hvedekorn 4/2004 med teksten ”… jeg tænker på mig selv som et værelse”. Derudover har hun bl.a. skabt en digtinstallation i Berlin i samarbejde med billedkunstneren Hanne Lise Thomsen.
Broeng er cand.mag. i litteratur- og kunsthistorie fra Aarhus Universitet (2001).
(tekst fra Hurricanes hjemmeside)

Gitte Broeng debuterede i bogform med det lille ”konceptuelle” bogværk Interiør på Hurricane i efteråret 2006. Digtsamlings interiør er beboeligt og velindrettet med metafysiske afsøgende billedrum. Små miljøer og små tableauer gør bogen hjemligt verdensvendt ud i et intimt univers.

Blog Image
Interiør (titlen afslører) er en lækker arkitekttegnet lille størrelse, hvor udstyret er i orden. Forsiden prydes af en plantegning, åbne og lukkede rum, flader til farvelægning, og en utvetydig gul, rød og blå skrift som en hilsen til Mondrian, som man da også støder på inden i bogen. Bogens indre materiale er ligeledes struktureret som rum/afsnit startende med det blå, gule, hvide, sorte og slutter med det røde rum.

Man træder ind i det blå rum, hvor digtene er maleriske der tangerer ekfrasen. De blå rum udvider sig til himmel og hav til swimmingpool og udspring på dybt vand, med den røde farve som kontrast og kropslighed, en kroppens velvære i det blå.

Hvor man i det blå rum svømmede ud i velvære og malerisk skønhed, skaber det gule en skærende kontrast. Det gule rum er det funktionalistiske, minimalistiske, hvor alt er reduceret til funktionen som uløseligt hænger sammen med formen. Det er det hvide og rene, som åbne og funktionelle, der grænser op til ensomhed og kedsomhed. Med størst nerve og overbevisning udfoldet i digtet ”Mit frankfurterkøkken” hvor ”Alting er på sin rette plads/ Margarete”. En direkte henvisning til den østrigske arkitekt Margarete Schütte-Lihotky, som i 1926 indrettede et køkken til et socialt boligbyggeri i Frankfurt, hvor alt var udmålt, således at man kunne arbejde rationelt uden at spilde tid. Afsnittet fortsætter med en række rumbeskrivelser, som knyttes op til mere eksistentielle størrelser, om centrering og afgrænsning samt bevægelse i menneskelige rum.

De hvide rumafsnit er af oplevende og overvejende karakter bl.a. med bogen og skriftens rum, barnets rum, et eksistentielt rum der grænser op til det filosofiske.


... Man kan blive her
i lang tid. Uden at tænke på klokken.
Lyden af nogen, som gik. Og
Man kan ikke blive
her i lang tid. Uden at tænke
på det.

Den sorte suite vender tilbage til den funktionalistiske arkitektur og eksplicit til Mondrian, som slår ind i rummets bevidsthed. Det er det ydre formalistiske umenneskelige og ubeboelige, ren form, transparens og åbenhed, som dog er i stand til at lukke naturen ind.

Det hele lukker og slukker med den røde bog, som rummer to digte, hvor subjekt, krop og bevidsthed er frigjort af de stramme strukturer . Her ”er tiden fuld af røgringe” og i rummet danser og hopper man uden besvær i strikket vest og nægter at lade sig begrænse af arkitektur og interiør.

...
vi er vrede, ja, på ting
og sager, der holder os nede,
tunge puder, gardiner,
herremanden er vi vrede på, spisebordet,
tiden, der lige er gået
...


Interiørs billedskabende karakter, sprogligt, tematisk og formmæssigt, har den interessante effekt på læsningen, at man afspores til fordel for billeddannelse på nethinden. En ganske særlig effekt, som Broeng forfiner og i fin dialog med det formmæssigt konceptuelle. Men nok er digtsamlingen konceptuel og stramt struktureret med de forskelligt farvede rum, men det gør ikke bogens dynamik mindre. Dels indtager subjektet flere forskellige positioner og indstillinger og dels er de enkelte afsnit ikke stramt struktureret, men indeholder selv samme variation i udtalelsen og ligeså de enkelte digtes karakter, som varierer i nogen grad inden for de enkelte rum. Bevægeligheden kommer til at stå i skarp kontrast til de eksplicitte kunstneriske og arkitektoniske referencer til funktionalisme og minimalismens rene linjer og former, som dog får lov at stå isoleret fremstillet, fascinerende og fremmedgjorte, men i Broengs komposition og bevægelighed, udsættes for kritik.

* Gitte Broeng læser op ved Verbale Pupiller og deltager desuden i litlives kritikerdebat d. 14. sep.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post25

Martin Larsen

præsentation af forfatterePosted by Mads Mygind 01 Sep, 2007 22:50
Debuterede med Tabula Rasa (1997), en række digte udgivet på diskette. Dernæst fulgte den viltre, omsiggribende digtsamling Det stof alting er gjort af (Gyldendal, 2001). Efter at have modtaget Klaus Rifbjergs Debutantpris for Lyrikere i 2002, udkom to år senere Svanesøsonetterne (et værk, der står nærmere beskrevet nedenfor), et formmæssigt unikum og en særdeles interessant tekstsamling. Ellers er Martin Larsen aktiv i Forlaget Basilisk, på sin blog og som oversætter.

Svanesøsonetterne

Blog Image
Niels Lyngsøs Morfeus og Martin Larsens Svanesøsonetterne udkom begge i 2004 og har et ganske indirekte forhold til hinanden; til de fænomener, de behandler og er. Man kan sige, at hvor Morfeus skriver om skabelsesprocessen, er Svanesøsonetterne skabelsesprocessen. I sidstnævnte får vi direkte at læse, hvordan værket former sig, med private overvejelser over kunsten, værket og verden. Martin Larsen udfolder altså ideen om skabelsesprocessen som en indlejret del af værket i en sammenkrøllet sonet. Larsens værk nærmer sig også en avantgardetradition, særligt fordi livet (de hverdagslige kommentarer) vinder indpas i kunsten (sonetten fuldendes aldrig). I og med værket trods alt blev udgivet, ligger der naturligvis en ide i, eller en accept af, at sonetten aldrig blev færdigskrevet. Eller med andre ord, Svanesøsonetterne var ikke nødvendigvis blevet en bedre bog, hvis mestersonetten endeligt blev til. Der er en ide i, at konstruktionen ikke gik op i en højere enhed. Modsat Lyngsø, som ganske vist udgiver et værk uden nummererede sider og dermed mimer en art uorden, men alligevel er teksterne til punkt og prikke gennemkomponerede, og de står side om side med teoretisk funderede poetikker, figurdigte, grafiske digte og barndomserindringer, der til sammen udgør en imponerende konstruktion, der efterlader læseren med et svært navigerbart projekt, men ser man ud over den praktiske del, også et velkomponeret morads. En orden i uordenen. Hvor Larsen tager en udviklet procesteori og indvikler den i papir, tager Lyngsø indviklede teorier om blandt andet værk, flerstemmighed og slør og udvikler dem.

Fælles for begge værker er dog denne metabevidsthed, i varierende grad eksplicit og implicit. Når Martin Larsen har indlagt et kommentarspor, gør han værkets tilblivelsesproces tydelig og således også en del af værket. Bogen er altså processen, da den er en indlejret del af værket.

Der er ikke som i en lineær litteratur en begyndelse, en midte og en afslutning. Derimod arbejdes der både temamæssigt og praktisk med et brud i strukturen. Man kan som læser af en sådan hypertekst ikke vide sig sikker i sin umiddelbare lineære læsning, såvel som man ikke nødvendigvis kan bladre fra side ét til side to og så videre. Siderne i Svanesøsonetterne er ikke engang bundet sammen og er endda demonstrativt krøllet sammen. Udover at være en æstetisk stillingtagen, er det utvivlsomt en hilsen til avantgardens eksperimenter med bogen som medie, i Danmark i tresserne og halvfjerdserne anført af bl.a. Henrik Have m.fl. At en bog kan være meget mere end 37 ordnede siders lyrik, satte Have virkelig lys under med sine eksperimenter, eksempelvis Col Pferde. Hver gang man læser en side i Svanesøsonetterne, vælger man også en fra. Man kan ikke nødvendigvis være sikker på at komme omkring det hele, og fra forfatterens side har der måske ikke været nogen intention om at male ”det store billede”. Den lokale, isolerede betydning er lige så gyldig, som en stor sammenspundet sammenhæng. Den enkelte metafor, den enkelte sides autonomi, gør krav på sin ret. Og så er hele ideen, konceptet afgørende. At det er gjort på den måde, det er, at der er valgt de rammer, der er, og at værket har den form, det har, er gældende på lige fod med, hvad digtene ”siger” eller ”mener”.

Martin Larsens blog


* Martin Larsen læser op til Verbale Pupiller

** Forlaget Basilisk deltager i bogmessen til Verbale Pupiller

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post23

Preben Major Sørensen

præsentation af forfatterePosted by Christoffer Ugilt Jensen 25 Aug, 2007 14:26

Debuterede i 1965 med samlingen af fortællinger Ildmesteren (Borgen), siden er der kommet yderligere syv samlinger fortællinger, to kortprosasamlinger, tre digtsamlinger, en essaysamling, to romaner og senest i 2002 en samling læsioner under titlen Øksens Tid (Gyldendal). Denne sidste genrebetegnelse kunne med rette også have været anvendt på store dele af det øvrige forfatterskab, for det er ofte små sår eller beskadigelser, man som læser er vidne til, når tingene ophører med at tilhøre en normal orden, når det er destruktion, der bliver den styrende kraft, i stedet for opbygning. Det er i dette felt, at Preben Major Sørensen bevæger sig, og teksterne kommer således ofte til at omhandle emner som: sex, vold, krig, død, pædofili, opgør osv. Det hele indlejret i en historisk kontekst med et væld af referencer til faktiske begivenheder, samt filosofi- og litteraturhistorien.

Blog ImageUnder alt dette lurer en enorm sans for humor, der flytter læserens opfattelse af, hvad der kan være morsomt, for det er vitterligt morsomt, når en elleveårig pige skriger, at hun kan lide at få fingre i røven i fortællingen Historien om barnet fra Øksens tid, når hovedpersonen i Forrådnelsens hemmeligheder fra Bevægelser i mørket (Gyldendal 1994) begynder at overveje, hvordan man bør onanere korrekt, når man befinder sig et offentligt sted, i dette tilfælde en kloak, eller når fortælleren i Hunden på torvet fra Faldgruber har en seks sider lang overvejelse omkring en særligt god erektion, eller ikke mindst når fortælleren i Thomsongazellen fra samme samling ikke helt kan holde styr på, i hvilken rækkefølge han maltrakterede barnet. Det humoristiske sniger sig ind som en regibemærkning, en strøtanke, en overfokusering på noget, man ellers ikke fokuserer på, eller en replik, der vender alt, hvad man normalt finder etisk korrekt, og efterlader læseren klukleende over de mest horrible ting.

Overfladen er flot, sproget blomstrer, ofte i beskrivelser af det bestialske, det nedbrydende, men også i store nærromantiske billeder af landskaber eller lignende. Fortællingerne og digtene er ofte drevet associativt frem, man starter et sted og ender et helt andet. Kloakken, i den tidligere nævnte fortælling, viser sig f.eks. at være en guddoms indvolde. Voldsorgiet i Thomsongazellen ender ude på savannen, hvor sandkornene suger en gazelles blod, en gazelle, der viser sig at være en nubisk pige osv. Kausalitet underkendes, sammenhænge rækker ud over årsag-virkning, i hvert fald i klassisk forstand. Virkningen er nemlig oftest en helt anden end den, man som læser forventer.

Preben Major Sørensens forfatterskab er stort, mangetydigt, unikt, det er vidtløftigt og elegant, og det er således kun et par facetter, jeg her har berørt. Der skal derfor lyde en opfordring til alle om på egen hånd at dykke ned i et af de mest originale danske forfatterskaber i nyere tid.

* Preben Major Sørensen læser op søndag på Verbale Pupiller.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post18

Thomas Hvid Kromann

præsentation af forfatterePosted by Mathias Kokholm 21 Aug, 2007 11:46
Thomas Hvid Kromann (f. 1974). Debuterede i 1998 med digtsamlingen Vexelstrøm og har senest udgivet den ultrakorte roman Hr. Toksvig i efteråret 2006, begge på Borgen. Kromann skriver desuden på en ph.d.-afhandling ved Institut for Sprog og Kultur, Roskilde Universitetscenter, med den sindrige arbejdstitel Spilromaner, readymades, bogobjekter. Afpersonaliseringsstrategier i 1960'ernes skandinaviske avantgarderoman.

Se hans blog plusfourplysfor.

*Thomas Hvid Kromann læser op og deltager i Litlives kritikerdebat søndag d. 16. september.

** Kromann bidrager desuden med en artikel om bogobjektets historie til Verbale Pupillers bogobjekt

Nedenstående er undertegnedes anmeldelse af Thomas Hvid Kromanns seneste udgivelse Hr. Toksvig. Anmeldelsen har tidligere været bragt i Vandfanget - Institutblad for Nordisk Institut og på kunstportalen aarhus.nu. Illustrationen er af billedkunstner Jonas Georg Christensen - ØrnØrn.

Koncentration afløses af en falden i staver ikke langt fra stammen

Værkligheden er mere interessant end virkeligheden, når man har med litterære størrelser som Thomas Hvid Kromanns bog Hr. Toksvig at gøre. En på en gang handy og monstrøs lille bog, der knopskyder sig selv langt ud over sin egen form.
Blog ImageThomas Hvid Kromanns nye bog Hr. Toksvig bærer betegnelsen roman, men adskiller sig i væsentlig grad fra vores vante forestilling om, hvad en roman er. Som potentiel roman er Hr. Toksvig en strid børste, som umiddelbart genererer et grænsedragningsproblem, hvor grundlaget for en mulig kategorisering smuldrer. Den er monstrøs, går ind i landskabet, bukker, takker, hilser på romaner som Højholts Auricola, og går ud igen, Kromann.

I omfang er Hr. Toksvig mindre monstrøs, med sine 78 pixibogsstore sider, men bliver umådelig i sin konstante splintring af episke strukturer og forvrængning af syntaks. Støt og roligt nedbrydes læserens almindelige forestilling om kausalitet, tid og rum, samtidig med, at man lystigt glider rundt i forholdet mellem indre og ydre virkelighed. Refleksionsniveauet og den metatekstuelle bevidsthed, i samarbejde med en udpræget formsprængning og sprogfornyelse, ansporer et højt ambitionsniveau, hvor man som læser, eller i hvert tilfælde denne læser, får fornemmelsen af at skulle mobilisere en ekstrem koncentration for at blive på bogens niveau, men bliver man der, honoreres bedriften med en zen-agtig falden i staver og en læseoplevelse af de helt store.

Hr. Toksvig er stort set renset for handling, plot og linearitet, men indeholder trods alt en gennemgående figur, denne Hr. Toksvig, som giver en vag fornemmelse af sammenhæng og linearitet. En linearitet som dog er trukket ganske langt tilbage, helt ud i et horisontalt forsvindingspunkt.

Hr. Toksvig er en særdeles komisk figur, en anti-helt, midaldrende og bosiddende i et forstadsparcelhus. Han farer konstant vild, hvad enten det så er i egen have, manualen til et IKEAskab eller som hyppigst i sit eget tankespind, der konstant knopskyder, som muldvarpens jordbunker. Således praktiserer Kromann en bevægelse fra et centraliseret karikeret subjekt til et decentraliseret subjekt, hvor det er selve det at være subjekt i en verden bestående af tegn, man må navigere i, der bliver bogens omdrejningspunkt. Bogen byder på en række fantastisk morsomme og syrede intellektuelle billeder og tanker, som opstår i spillet mellem den humoristiske og selvreflekterede Toksvig og en morsom og klog fortæller.

Den afstumpede handling begrænser sig gennem romanens ni kapitler til følgende Toksvigske handlinger og pudsige påfund: kapitel 1: slår græs, kapitel 2: snubler i nyttehaven, kapitel 3: forsøger at kommunikere med havens fugle, men forgæves, kapitel 4: forsøger, men igen forgæves, at samle IKEAskab, kapitel 5: betragter/sorterer monstrøs bogsamling, kapitel 6: betragter muldvarpeskuddene i sin afdøde nabos have, kapitel 7: nyder en let frokost i liggestolen, kapitel 8: indtager heftig frokost med tilsvarende heftig alkohol med sin hustru og sin onkel, kapitel 9: vasker op og danser en sirlig lille dans med sig selv.

Romanens modus er selve organiseringen af stoffet, hvad enten, det er forfatteren Kromanns antihierarkiske fritsvævende strukturer, eller det er Hr. Toksvigs organisering af den større bogsamling, som han har døbt ’arkivet’. Toksvigs bogsamling sorteres naturligvis ikke efter alfabet eller genre, da ”det vil være at bringe kategoriseringsdiskussionen til en afslutning, førend den er begyndt”, men efter sprogets afvigelser, fra det enkle til det indviklede:

Du fredsens, tænker hr. Toksvig, hvilken skæbne, et liv i hovedsætninger, ingen mulighed for at undslippe i distraktionen, men drevet frem af dynamiske verber udslynget af poloskjorteklædte og testosterongejle skribenter.

Thomas Hvid Kromanns opbygning og imponerende sætningsstrukturer, som kan have en varighed af op til halvanden side, præget af et enormt antal parenteser og indskud, kræver som sagt læserens fulde koncentration, hvis man skal kunne orientere sig i dette fletværk. Således understøtter forfatterens omstændelige struktur de Toksvigske, handlingssaboterende og knopskydende tankeflugter. Grammatikken tager over, hvor handlingen er fraværende, hvilket den nærmest er hele vejen igennem og gud hvor er det vidunderligt. Læs selv;

HR. TOKSVIG
FALDER I STAVER
IKKE LANGT FRA STAMMEN

For hr. Toksvigs øregange, hvis fine fornemmelser inden for et rent auditivt spektrum må tilskrives ørenes konkrete lydfang, de ganske asymmetriske gestaltninger af brusk, hvis hektiske blodomløb sikrer en febril krebserød kulør, forekommer dette allestedsnærværende pipperi at være de sædvanlige og ganske læsterlige trakasserier blandt bevingede døgenigte, der kværulerer med hver sit næb fra årle morgen til skumrende aften med en ihærdighed, der alt andet lige er imponerende, eftersom ingen regulær daseferie, allerhøjest en udskiftning af åstedet kan komme på tale.


Længden på overstående sætning og bevægelsen fra øregang, over dennes indfangning af lyd, til lydens frembringere (parcelhushavesangerne), og disses placering i verden, er ganske karakteristisk for Hr. Toksvig. På det givne tidspunkt befinder hr. Toksvig sig i toppen af et træ, ikke langt fra stammen. Han er kravlet til tops for at danne sig et overblik over den nu afdøde nabos have, hvor en dialog mellem en femten centimeter lang, plysset muldvarp og afdøde, skulle have fundet sted gennem de sidste tredive år. Dialogen skulle angiveligt, ifølge hr. Toksvig, have bestået af dette pingpong mellem muldvarpens skud og afdødes efterfølgende planering med en jernstang. Men fra sin position i trækronen må han sande, at ingen opskubbet syntaks lader sig aflæse, ”ingen dæmrende skrift at se for de blottede øjne: intet klart og entydigt budskab...”.

Toksvigs vildfarelser i verden omkring ham, hans tumlen rundt, konstante falden i staver og endeløse vandring i blindgyder, afføder læserens egen falden i staver over hr. Toksvigs registrering af verden omkring ham. Man indbydes med andre ord til en læsepraksis i anden potens (falden i staver gange falden i staver – falden i staver2).

Gå til denne bog med krøllet sind og koncentrer dig om at falde i staver, så lover jeg til gengæld en akrobatisk læseoplevelse, en kuriøs glæde ved sproget samt en klukken af karat. Ellers må du kalde mig Mulle (blind, plysset, femten centimeter lang, med skovlformede forlemmer).

Thomas Hvid Kromann
Hr. Toksvig (Roman)
78 sider, 175 kr.
Borgen, 2006

  • Comments(4)//blog.verbalepupiller.dk/#post17

Martin Glaz Serup

præsentation af forfatterePosted by Mathias Kokholm 18 Aug, 2007 13:53
Blog ImageI går udgav forfateren Martin Glaz Serup digtet Trafikken er uvirkelig (Borgen), som jeg ser meget frem til at læse (kom nu post!). Hans forrige og fjerde bog 4 var absolut en fornøjelse og viste en imponerende evne hos forfatteren til at behandle og undersøge det hobetal af sfærer det moderne menneske må overskue og korrigere imellem. Specielt var det en ”tro på at tingene hænger sammen”, - familieliv, virket som digter og tilmed den globale virkelighed - i det ”politikernes beslutninger påvirker mit kærlighedsliv”, der gjorde bogen væsentlig interessant og til tider eksplicit politisk. 4 blev udgivet i 2005 på Adressens forlag, efter en strid med Lindhardt & Ringhoff, der trak sig fra udgivelsen, da de ville satse på bøger de kunne tjene penge på, hvilket affødte en heftig debat.

Martin Glaz Serup deltager i Verbale Pupiller som konferencier under bogmessen og er desuden samarbejdspartner i forbindelse med festivalens kritikerdebatter, der arrangeres af litlive.dk/se/no, som Serup er medstifter af og redaktør på. Han er desuden en særdeles aktiv blogger med siden Kornkammer, som er et godt sted at starte, hvis man har lyst til at bevæge sig ud i den knopskydende litterære bloggosfære.

Martin Johs Møller skriver her om den nyudgivne Trafikken er uvirkelig.

Og her kan man læse et uddrag af digtet.


  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post11

Per Aage Brandt

præsentation af forfatterePosted by Mads Mygind 16 Aug, 2007 08:38
Blog ImageSiden debuten med digtsamlingen Poesi (Arena Sub) i 1969 har Per Aage Brandt været vidt omkring, både geografisk og fagligt. Danskfødt i Buenos Aires og nu bosiddende i USA. Digter, oversætter, forfatter, musiker og sprogforsker. Seneste skønlitterære udgivelse er Negationer (Basilisk, 2007). I 2004 udkom – på digterens tresårsfødselsdag – en samling af hans digte, Poesi i udvalg 2002-1969 (Borgen, 2004), et generøst udvalg af nogle af de digte, der har placeret Per Aage Brandt som en af de ypperste og mest originale digtere i Danmark.

Per Aage Brandt er udover at være forfatter uddannet Mag.art. i romansk filologi fra Københavns Universitet, 1971, og dr.phil. ved Sorbonne i Paris, 1987. Derudover var han en af grundlæggerne af Forfatterskolen, hvor han i mange år har været underviser.

På Århus Universitet har han også gjort sig gældende, dels som grundlægger og redaktør af tidsskriftet Almen Semiotik, men primært som leder af Center for Semiotik. Til daglig fungerer Per Aage Brandt som professor og institutbestyrer på Case University i Cleveland, USA.

Typisk ligger der et enormt tankegods bag Brandts digte. Indviklede problemstillinger, gerne med et semiotisk udgangspunkt, udviklet i et altid elegant og knivskarpt sprog.

* Per Aage Brandt læser op til Verbale Pupiller lørdag d. 15. september

  • Comments(3)//blog.verbalepupiller.dk/#post10

Morten Søndergaard

præsentation af forfatterePosted by Mads Mygind 11 Aug, 2007 17:45
Blog ImageMorten Søndergaards øjne og øre - tegning af billedkunstner Jonas Georg fra essayet 'Fra navlen til bloggen' af Mathias Kokholm på aarhus.nu.

Morten Søndergaard er digter og har foruden Hypoteser for to stemmer udgivet syv digtsamlinger, en roman og en samling prosadigte med titlen At holde havet tilbage med en kost (Borgen, 2004). Seneste udgivelse er digtsamlingen Et skridt i den rigtige retning (Borgen, 2005), som opnåede at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Tilbage i 1992 udgav han, sammen med kollegaen Niels Lyngsø, pladen Random Rooms (Olufsens Records), og siden da har interessen for lydkunst varet ved, både som lytter og udøver. Cd’en Kompas blev i 2000 udgivet på Borgens Forlag og er et samarbejde med den elektroniske musiker Tommy Gee. Afsnittet ”Kompas” fra digtsamlingen Bier dør sovende er her læst op i samklang med den udflydende lydarkitektur og blev desuden visualiseret som hypertekst på afsnitp. Til september udkommer pladen Hjertets abe sparker sig fri (Geiger Records), endnu et samarbejde og en sammensmeltning mellem lyd og lyrik. Denne gang i konstellationen Morten Søndergaard og Schweppenhäuser/Thomsen, sidstnævnte to electronicamusikere, der skaber både storladne og smukke såvel som voldsomme og aggressive landskaber af lyd. Alt sammen arbejdet sammen med Morten Søndergaards dige, som er skrevet til og sammen med dette projekt. Du kan lytte på dette samarbejde her.



  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post6

Tomas Thøfner

præsentation af forfatterePosted by Mads Mygind 11 Aug, 2007 17:17
Blog Image Billede af Tomas Thøfner fra konferencen Program/Kunst/Maksine, Århus 2006.

Tomas Thøfner har udover Hypoteser for to stemmer fem digtsamlinger på samvittigheden. Fra debuten med Klartonen synger (Borgen, 1995) til Altings A (Borgen, 2002) har Thøfner markeret sig som en ener i dansk lyrik. Særligt Altings A vakte meget opmærksomhed, da teksterne er genereret ud fra et sindrigt computersystem.

Der ligger ofte en sprogvidenskabelig og semiotisk tyngde i Thøfners digte, der i nogen grad deler slægtsskab med Per Aage Brandts lyrik, og det er måske ikke tilfældigt, at netop Thøfner redigerede det udvalg af Per Aage Brandts digte, der i 2004 udkom på Borgens Forlag.

På Tomas Thøfners hjemmeside kan man bl.a. finde omfangsrigt materiale om hans eksperimenter med computeren som aktiv medproducent af ordkunst.



  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post5