Verbale Pupiller v. 2.0.09

Verbale Pupiller v. 2.0.09

- Biennale for ny poesi & publikationsmesse for småforlag

Verbale Pupiller 2009 arrangeres af Litteraturen på Scenen & forlaget (asterisk).

Verbale Pupiller blev afholdt første gang i efteråret 2007. Anden omgang afholdes d. 22-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres således omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert mm. Endvidere udgives en 360 siders katalogbog.

Verbale Pupiller er en publikationsmesse, en poesifestival og en udstilling på en og samme tid. Således præsenteres det hele i et totalrum for kunst, litteratur, kritik og formidling, hvor samtalen omkring tingene har flere koordinater at pejle efter.

For yderligere information kontakt festivalinspektør Mathias Kokholm.: kokholmmathias@gmail.com / (+45) 22 95 54 25 eller arrangement og programansvarlig Mads Mygind.: madslmygind@gmail.com & Christoffer Ugilt Jensen.: christofferugilt@gmail.com.

Preben Major Sørensen

præsentation af forfatterePosted by Christoffer Ugilt Jensen 25 Aug, 2007 14:26

Debuterede i 1965 med samlingen af fortællinger Ildmesteren (Borgen), siden er der kommet yderligere syv samlinger fortællinger, to kortprosasamlinger, tre digtsamlinger, en essaysamling, to romaner og senest i 2002 en samling læsioner under titlen Øksens Tid (Gyldendal). Denne sidste genrebetegnelse kunne med rette også have været anvendt på store dele af det øvrige forfatterskab, for det er ofte små sår eller beskadigelser, man som læser er vidne til, når tingene ophører med at tilhøre en normal orden, når det er destruktion, der bliver den styrende kraft, i stedet for opbygning. Det er i dette felt, at Preben Major Sørensen bevæger sig, og teksterne kommer således ofte til at omhandle emner som: sex, vold, krig, død, pædofili, opgør osv. Det hele indlejret i en historisk kontekst med et væld af referencer til faktiske begivenheder, samt filosofi- og litteraturhistorien.

Blog ImageUnder alt dette lurer en enorm sans for humor, der flytter læserens opfattelse af, hvad der kan være morsomt, for det er vitterligt morsomt, når en elleveårig pige skriger, at hun kan lide at få fingre i røven i fortællingen Historien om barnet fra Øksens tid, når hovedpersonen i Forrådnelsens hemmeligheder fra Bevægelser i mørket (Gyldendal 1994) begynder at overveje, hvordan man bør onanere korrekt, når man befinder sig et offentligt sted, i dette tilfælde en kloak, eller når fortælleren i Hunden på torvet fra Faldgruber har en seks sider lang overvejelse omkring en særligt god erektion, eller ikke mindst når fortælleren i Thomsongazellen fra samme samling ikke helt kan holde styr på, i hvilken rækkefølge han maltrakterede barnet. Det humoristiske sniger sig ind som en regibemærkning, en strøtanke, en overfokusering på noget, man ellers ikke fokuserer på, eller en replik, der vender alt, hvad man normalt finder etisk korrekt, og efterlader læseren klukleende over de mest horrible ting.

Overfladen er flot, sproget blomstrer, ofte i beskrivelser af det bestialske, det nedbrydende, men også i store nærromantiske billeder af landskaber eller lignende. Fortællingerne og digtene er ofte drevet associativt frem, man starter et sted og ender et helt andet. Kloakken, i den tidligere nævnte fortælling, viser sig f.eks. at være en guddoms indvolde. Voldsorgiet i Thomsongazellen ender ude på savannen, hvor sandkornene suger en gazelles blod, en gazelle, der viser sig at være en nubisk pige osv. Kausalitet underkendes, sammenhænge rækker ud over årsag-virkning, i hvert fald i klassisk forstand. Virkningen er nemlig oftest en helt anden end den, man som læser forventer.

Preben Major Sørensens forfatterskab er stort, mangetydigt, unikt, det er vidtløftigt og elegant, og det er således kun et par facetter, jeg her har berørt. Der skal derfor lyde en opfordring til alle om på egen hånd at dykke ned i et af de mest originale danske forfatterskaber i nyere tid.

* Preben Major Sørensen læser op søndag på Verbale Pupiller.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post18