Verbale Pupiller v. 2.0.09

Verbale Pupiller v. 2.0.09

- Biennale for ny poesi & publikationsmesse for småforlag

Verbale Pupiller 2009 arrangeres af Litteraturen på Scenen & forlaget (asterisk).

Verbale Pupiller blev afholdt første gang i efteråret 2007. Anden omgang afholdes d. 22-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres således omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert mm. Endvidere udgives en 360 siders katalogbog.

Verbale Pupiller er en publikationsmesse, en poesifestival og en udstilling på en og samme tid. Således præsenteres det hele i et totalrum for kunst, litteratur, kritik og formidling, hvor samtalen omkring tingene har flere koordinater at pejle efter.

For yderligere information kontakt festivalinspektør Mathias Kokholm.: kokholmmathias@gmail.com / (+45) 22 95 54 25 eller arrangement og programansvarlig Mads Mygind.: madslmygind@gmail.com & Christoffer Ugilt Jensen.: christofferugilt@gmail.com.

Beskrivelse af Husets Forlag og 'Serien for Oversat Litteratur'

præsentation af forlagPosted by Robert Christensen 11 Sep, 2007 13:14

Som en forsinket 60’er-blomst sprang Husets Forlag ud i 1972-73. Det skete i nattens mulm og mørke; Forlagets stiftere havde en nøgle til Husets trykkeri og trykte der om natten spæde pjecer med oversat amerikansk poesi. De blev solgt for en femmer. Den fine presseomtale – hallo, et nyt dansk forlag! – fik et væld af litteraturaktivister til at strømme til.

De lavede skrivegrupper: lyrik, børnebøger, tegneserier, kogebøger, politisk satiriske plakater, og folk fik hjælp til at starte eget forlag. Der var ingen smalle steder. Bøger kom der hele tiden - heriblandt seks Nobelpristagere og fire vindere af Nordisk Råds Litteraturpris. På forlagets ’Serien for Oversat Litteratur’ er udkommet bøger af bl.a. Fernando Pessoa, Ewa Lipska, Lars Norén, Wislawa Szymborska, Stig Sæterbakken, Georgi Gospodinov, Göran Sonnevi, Benjamin Péret, Helena Eriksson, Tua Forsström, Zbigniew Herbert, Mário de Andrade, Tor Ulven og Czeslaw Milosz.

Blog ImageMen intet varer evigt. I oktober 2003 skulle Husets gamle medarbejdere have en pensionsordning. De lokale kommunalpolitikere ville ikke betale, og pengene skulle findes inden for Husets eget budget. Trods bønner og rasende protester fra kulturens folk, de to forfatterforeninger og Statens Litteraturråd blev Husets Forlag lukket. Et år gik i dyb stilhed, indtil det igen blev oktober, nu 2004. En række driftige og dristige lokale erhvervsfolk satte sig sammen. De syntes at Århus burde have et varieret kulturliv, herunder et ægte kvalitetsforlag. Husets Forlag fødtes igen, nu løsrevet fra Huset.

Kvalitetslinien for verdenslitteraturen fortsættes og en masse nye initiativer blev – og bliver stadig – sat i gang, med gamle og nye samarbejdspartnere, og Husets Forlag udgiver nu 30 – 40 titler om året. Vi mener, at globaliseringen øger behovet for at forlag påtager sig både lokalt og nationalt ansvar for at udviklingen i bogbranchen ikke skal føre til en uhensigtsmæssig ensretning af litteraturen og kulturen.

På trods af alle forandringerne er der visse ting ved Husets Forlag, der ikke har ændret sig. Vi ser det stadig som vores fornemste opgave at give danske læsere mulighed for at opleve kvalitetslitteratur fra alle hjørner og kanter af verden.

Læs mere om Husets Forlag på www.husetsforlag.dk

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post33