Verbale Pupiller v. 2.0.09

Verbale Pupiller v. 2.0.09

- Biennale for ny poesi & publikationsmesse for småforlag

Verbale Pupiller 2009 arrangeres af Litteraturen på Scenen & forlaget (asterisk).

Verbale Pupiller blev afholdt første gang i efteråret 2007. Anden omgang afholdes d. 22-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres således omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert mm. Endvidere udgives en 360 siders katalogbog.

Verbale Pupiller er en publikationsmesse, en poesifestival og en udstilling på en og samme tid. Således præsenteres det hele i et totalrum for kunst, litteratur, kritik og formidling, hvor samtalen omkring tingene har flere koordinater at pejle efter.

For yderligere information kontakt festivalinspektør Mathias Kokholm.: kokholmmathias@gmail.com / (+45) 22 95 54 25 eller arrangement og programansvarlig Mads Mygind.: madslmygind@gmail.com & Christoffer Ugilt Jensen.: christofferugilt@gmail.com.

25/10 Oplæsningsrække på Musikcaféen

programPosted by Mathias Kokholm 24 Oct, 2007 17:48

I morgen byder Litteraturen på Scenen velkommen til det første arrangement i vores nye oplæsningsrække på Musikcaféen. Række er måske så meget sagt, men dog to arrangementer den sidste torsdag i oktober og november måned. Rækken blev tyvstartet i september, hvor vi i samarbejde med Geiger Records afholdt en release-koncert med den elektroniske lydduo Schwth (Jakob Schweppenhäuser & Emil Thomsen) og digteren Morten Søndergaard i forbindelse med udgivelsen af pladen Hjertets abe sparker sig fri.

De tre forfatter vi i morgen vil præsentere, er alle aktuelle med nye udgivelser fra 2007 og med en enkelt debutant i blandt.

Jeppe Brixvold debuterede i 1990 med romanen Ja, Daniel (Borgen) og har siden skrevet bøger med andre (Kærlighed til fædrelandet var drivkraften, m. Lars Skinnebach, Lars Frost og Pablo Henrik Llambias) og med sig selv. Derudover har han i flere år fungeret som underviser på Forfatterskolen.

Vi har tidligere præsenteret Jeppe Brixvold som oplæser, men dengang i konstellationen Jeppe Brixvold og Red Inc. Torsdag på Musikcafeen læser Jeppe op alene og nu med den anmelderroste prosabog Forbrydelse og fremgang på værklisten.

Jeppe Brixvold har gennem årene udgivet prosa i flere forskellige former. Senest under dække af romangenren, men bogen Forbrydelse og fremgang er en bastard, en hybrid af fortælling, poesi, filosofi og faktisk meget mere.

Umiddelbart ligner den en roadmovieroman, der river læseren med på en alkoholisk og inciterende tur gennem Europa. Men der er meget mere på spil, både sprogligt og tematisk end som så. En monstrøs (u-)roman som i mange år har ladet vente på sig, nu er den her og nu er forfatteren bag her, glæd jer til en storslået oplevelse.

Jeppe Brixvolds hjemmeside.

Lone Hørslev er aktuel med digtsamlingen Lige mig (der endda udkom i maj) (Gyldendal) og er ligeledes at finde i musikoglyrik-konstellationen Mouritz/Hørslev projektet.

Debuten Tak kom i 2001 og skulle vise sig at bane vejen for et forfatterskab af både lyrik og prosa. Således udkom – med flere lyrikudgivelser imellem – i 2005 romanen Fjerne galakser er kedelige.

På Musikcafeen vil der være ren oplæsning for publikum og den eneste musik man vil opleve er digtenes iboende.


Lone Hørslevs hjemmeside.


Kristina Nya Glaffey er et nyt navn på den danske litteraturscene. Udgav i år sin debutbog Lykkejægere (Gyldendal), en bog der benytter genrebetegnelsen portrætter. Portrætter af både kendte danskere som Anja Andersen og Lars Larsen, personer som mange danskere har, eller har haft, en klar holdning til, og af ukendte/fiktive personer som beskrives i en kollektiv vi-tone.

Sproget er enormt behersket og heri skal den fine stil findes. De portrætterede bliver udstillet i et klichefyldt sprog der giver stof til eftertanke.


Arrangementet afholdes på Musikcaféen, Mejlgade 53, Århus – www.musikcaféen.dk
Dørene åbner 20:30
Entré 20 kr.

* Næste gang bliver torsdag d. 29/11 med forfatterne Nicolaj Stochholm, Niels Lyngsø og Lene Asp Frederiksen.

  • Comments(0)//blog.verbalepupiller.dk/#post68