Verbale Pupiller v. 2.0.09

Verbale Pupiller v. 2.0.09

- Biennale for ny poesi & publikationsmesse for småforlag

Verbale Pupiller 2009 arrangeres af Litteraturen på Scenen & forlaget (asterisk).

Verbale Pupiller blev afholdt første gang i efteråret 2007. Anden omgang afholdes d. 22-25. oktober 2009 i Århus Kunstbygning og indeholder en poesifestival, en publikationsmesse og en udstilling. I år præsenteres således omkring 40 digtere, 30 kunstnere og 40 små forlag fra hele Norden. Arrangementet byder på oplæsning, performance, udstilling, seminar, bogmesse, koncert mm. Endvidere udgives en 360 siders katalogbog.

Verbale Pupiller er en publikationsmesse, en poesifestival og en udstilling på en og samme tid. Således præsenteres det hele i et totalrum for kunst, litteratur, kritik og formidling, hvor samtalen omkring tingene har flere koordinater at pejle efter.

For yderligere information kontakt festivalinspektør Mathias Kokholm.: kokholmmathias@gmail.com / (+45) 22 95 54 25 eller arrangement og programansvarlig Mads Mygind.: madslmygind@gmail.com & Christoffer Ugilt Jensen.: christofferugilt@gmail.com.

SPOT på Lyd+Litteratur

omtalerPosted by Mathias Kokholm 03 Jun, 2008 13:17

LYD+LITTERATUR
D. 7. Juni på SPOT i Århus Kunstbygning
18:20 Claus Beck-Nielsen Memorial
20:20 UKON & Njurmännen


UKON & Njurmännen

Blog Image

Poeten og psykologen Ulf Karl Olov Nilsson (f. 1965) har siden 1990 (debut: Kung-kung) udgivet ni bøger, der har placeret ham som en af Sveriges mest interessante og vellidte konceptuelle digtere, bl.a. med bøgerne Block (2005) og Stammar (2002). Hans seneste digtsamling Synopsis udkom i efteråret 2007.

I Synopsis forskyder UKON digterrollen i retning af samler/ registrant/medium –redigeringsarbejde som praksis – idet samlingen består af bearbejdede tekster, som han selv eller andre allerede har skrevet. Foruden en valgtale, liste over henrettelsesmetoder i USA, et digt til ægget (dav Højholt) og mange andre sære tekster. 'Synopsis' betyder overblik og Synopsis er således et katalog over teksttyper.
I bogen opstår et inklusivt og sidestillende spil, hvor flere stemmer og diskurser etablerer forskellige udsigelsespositioner inden for digtets korpus. Digtene kan karakteriseres som en art performative digte, med koncepter, systemer og lister, men fremstår både inderlige og personlige, på grænsen mellem humor og alvor.

Synopsis indeholder også en cd med en radikalt, voldsomt og humoristisk operalibretto, som UKON har lydliggjort i samarbejde med Njurmännen.

Njurmännen har siden 1984 været et særligt fænomen på den musikalske undergrundsscene i Sverige. Bandet har udgivet en lang række indspilninger oftest på kassettebånd, men også CD og vinyl. Senest har det svenske Börft Records genudgivet deres første bånd på vinyl. Njurmännen har altid befundet sig i grænsefeltet mellem populærmusik og avantgarde. I samarbejdet med UKON har de bevæget sig ind i et nyt felt med den svenske tekst/lydtradition, med poesi og elektronisk musik, der tager form fra begyndelsen af 1960erne og ligger i forlængelse af internationale lydbølger, der igen krydser med den sprogmaterialistiske skole, som UKON placerer sig i forlængelse af.

:::LYT:::

:::LÆS:::

Claus Beck-Nielsen Memorial

Blog Image

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at forfatteren, dramatikeren og sangskriveren Claus Beck-Nielsen, der gik bort i 2001, var enestående i det danske kunstliv. Claus Beck-Nielsen var en grænseoverskridende og radikal kunstner, der markerede sig stærkt i mange medier og gennem markante kunstneriske aktioner i sit forsøg på at undersøge en flydende, moderne identitet. Siden 2001 har organisationen Das Beckwerk videreført den kunstneriske arv gennem talrige, overvejende politisk ladede aktiviteter som det nomadiske demokrati-projekt, der bragte Das Beckwerk til både Afghanistan, Irak og Iran. Das Beckwerk udsendte i 2006 ligeledes albummet The European Dream Scream, med Claus Beck-Nielsen Memorial – et band, der viderefører den musikalske arv efter Claus Beck-Nielsen. I front for Claus Beck-Nielsen Memorial står Some Body – en anonymiseret krop, der fremfører sangene og glider uden om den typiske fokus på forsangerens personlighed. Claus Beck-Nielsen Memorial har netop (d. 3. juni 2008) deres andet album, Freedom on the March.

Der er tale om et storslået værk, hvor medrivende og stærkt melodisk sangskrivning går hånd i hånd med tekster, som på skarpt sorthumoristisk, smertefuld og grum vis hudfletter en moderne identitet i spændingsfeltet mellem det meget private og det storpolitiske, mellem den hviskende, intime bekendelse og det imperiale magtsprogs torden. Freedom on the March finder sit udtryk i en sammenspillet band-feeling og et amerikansk udtryk.

”I’m not Robert Zimmerman” hedder det selvironisk i undertitlen på nummeret ”Fields of Arizona”. Og nej, Some Body er ikke Robert Zimmerman/Bob Dylan, men faktisk præsenterer Claus Beck-Nielsen Memorial på Freedom on the March en række sange, der tåler sammenligning med Dylans evne til på flertydig vis at indkredse det personlige og det politiske i sange, hvor traditionsbevidsthed møder en ekspressiv og visionær sproglig performance.


:::LYT:::
:::LYT:::



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.